Med sin omfattende samling af kunst fra 1980erne kan Sorø Kunstmuseum karakteriseres som et hovedmuseum for det såkaldt “vilde maleri”.
Maleriets voldsomme genopstandelse
I 1960erne og 70erne forlod mange kunstnere maleriet i en fornemmelse af, at dets muligheder er slidt op. Men ved 1980ernes begyndelse gjorde en ny generation af kunstnere det umulige: De begyndte at male igen – endda figurativt, hvilket ellers havde været ekstra ”forbudt” og gammeldags. I Danmark bliver den nye generation hurtigt døbt De unge vilde, og samler sig omkring udstillingen Kniven på hovedet (1982) og arbejdsfællesskabet Værkstedet Værst. Sorø Kunstmuseum har en omfattende samling af kunst fra 1980erne af Peter Bonde, Claus Carstensen, Dorte Dahlin, Inge Ellegaard, Erik A. Frandsen, Berit H. Jensen, Annemette Larsen, Michael Kvium, Christian Lemmerz, Lars Nørgård og Nina Sten-Knudsen.
Arkitektonisk skulptur
1980ernes danske kunstscene er ikke kun arena for de “vilde maleres” ironiske og institutionskritiske kunst. Andre væsentlige initiativer kommer fra kunstnergruppen Ny Abstraktion og værkstedskollektivet Leifsgade. Fra disse grupperinger har museet først og fremmest fokuseret på den arkitektoniske skulptur gennem centrale værker af Torben Ebbesen, Anita Jørgensen og Finn Reinbohte. Samlingen er desuden sat i et bredere perspektiv gennem værker af den samtidige billedhuggergeneration: Lone Høyer Hansen, Morten Stræde, Elisabeth Toubro og Øyvind Nygård og internationalt af den engelske kunstner Terry Atkinson.
Ironi og institutionskritik
Fælles for 1980er-kunstnerne er en trang til opgør med de herskende kunstretninger minimalisme, konceptkunst og den politisk bevidste kunst. De unge vilde maler – igen – ekspressivt med vilde penselstrøg og store armbevægelser og søger ofte et bevidst grimt udtryk, for i modsætning til tidligere tiders indfølende udtryk går 80er-kunstnerne anderledes usentimentalt til værks. De forholder sig ironiserende, humoristisk og legende til kunsten i erkendelse af, at alt alligevel er gøgl og lige gyldigt i det moderne informations- og forbrugersamfund.