Sonja Strange ‘Wake-up (song), 2023

Kunstnerens værk er med på sommerens udstilling FORBUNDET: KUNST.NATUR.SORØ. (16. juni – 22. oktober 2023). Læs mere her

Wake-up (song)

Da jeg var barn, drømte jeg om at redde regnskoven, stille mig op foran de store bulldozere og råbe stop, vågn op!

Min mor og far lærte mig navnene på træer, buske, blomster og dyr. Jeg sad det meste af min barndom i et træ. Eller på en sten, mens jeg talte med en anden sten, eller en gren. Jeg brugte timevis på at stirre op på himlen, så at der til sidst kom små sorte flimrende prikker for mine øjne. Min søster og jeg kravlede op i hvert vores gamle krogede æbletræ og legede, at vi sad på planeterne Mars og Pluto, og når vi hoppede ned på det tørre sommergræs, svævede vi rundt i universet.

Jeg boede langt ude på landet som barn, midt ude i alt og ingenting. Tæt på heden og horisontlinjen.

Jeg har altid følt mig FORBUNDET til naturen. Jeg giver stadig high-fives til buske og træer jeg møder, en slags erkendelse af, at de virkelig er der og ikke bare er døde pynteting i byrummet – men levende, spirende, vibrerende organismer i denne verden. De taler til mig, blomsterne, træerne, stenene og havet. ‘Hej, der er du jo min ven’ – siger jeg når jeg møder havet. Som et stort buldrende moderhav, mødes vi i bølgerne. Jeg har respekt for hende, er vokset op med at bade i Vesterhavet – og kender til hestehuller og farlige strømme, som kan føre en væk, føre en under.

Det er spændende og skræmmende på samme tid. Alt det vand, alt det vand i os, i mig. Vand i bevægelse. Stillestående vand har altid skræmt mig. Jeg har aldrig brudt mig om at bade i søer, da jeg ikke kan se bunden. Det mørke vand skræmmer mig. Hvad gemmer sig dernede? Det står bare der og er. Status quo. Kogende, summende – jungiansk mose.

Men det skulle være sundt at se frygten i øjnene, og selvom mosen altid har skræmt mig, har den også fascineret mig, måske netop derfor. Hvad gemmer sig nede i dybet?

Da museumsinspektør Mathilde Helnæs fra Sorø Kunstmuseum inviterede mig til at lave et stedsspecifikt værk til den sidste udstilling i udstillingsrækken Naturen Taler; med udstillingstitlen Forbundet:Kunst.Natur.Sorø – vidste jeg med det samme hvad jeg ville dykke ned i, mosen!

Nord for Sorø ligger Danmarks første naturpark, Åmosen. Den er 8.500 hektar stor og rummer mange smukke landskaber og er rig på kulturhistorie.

I Naturparken kan man aflæse isen og smeltevandets spor i terrænet, og blive klog på nogle af de første mennesker, der beboede landet, efter at isen trak sig tilbage. Her er flere fund af international betydning fra stenalderen og vikingetiden. Det fugtige landskab har skabt gode betingelser for sjældne planter og dyr. Landskabet og geologien i Naturpark Åmosen er overalt præget af spor fra istiden, hvor isen og smeltevandets bevægelser har skabt det markante landskab. Da isen trak sig tilbage efter den sidste istid, kom først rensdyrene, så ulvene og derefter fulgte menneskene. Jægerstenalderfolket var Åmosens første beboere. De fulgte vandet i åerne mellem indlandssøerne og ud til kysten, hvor fiskeri, jagt og indsamling af spiselige planter var deres livsgrundlag. De bevægede sig med vandet og årstiderne igennem landskabet.

Men hvordan skulle jeg, som udefrakommende, blive klog på mosen, hvordan skulle jeg tilgå mosen? Jeg kontaktede Den Danske Naturfredningsforenings afdeling i Sorø og fik en skøn udførlig og informativ mail fra næstformand Rolf Lehrmann, som jeg efterfølgende aftalte at tage en tur i mosen med. Det viste sig at Rolf var en gedigen fugleekspert, og vi oplevede en havørn glide smukt hen over hovedet på os og så en smuk rød glente på jagt. DN har for nylig købt et stykke af Åmosen til vild natur – og det var netop dette stykke land vi ville kigge på, den dag i mosen. Man kunne tydeligt se, at det kun var dyr, som havde lavet stierne i området, og at selve mosen lå uberørt og vild hen. Denne del af mosen hedder Maglebjerg Mose og ligger tæt på Maglebjerg, som bestemt er et besøg hver, med sin smukke og unikke udsigt. Netop denne udsigt er også med i værket, og blev filmet ved hjælp af den dygtige og lokale drone fører Per Bovbjerg, som var så elskværdig at filme den smukke mose fra oven. Jeg mødte også Julie Søgaard ude i mosen. Julie er grøn journalist og har købt Mosehuset, ja i mosen. Hendes lille familie passer godt på det gamle skæve hus, og det var en fornøjelse at mærke hendes begejstring for landskabet. Netop dette landskab er et af de bærende elementer i mit projekt Wake-up (song) som består af et lydværk, et videoværk og skulpturelle objekter.

Det fascinerede mig at dette naturområde rummede så mange lag af historie. Og da jeg gravede lidt dybere i fortællingerne om mosen, fandt jeg ud af, at Åmosen er det sted i Danmark hvor de allerførste mennesker slog sig ned, og det første sted som mennesker i Danmark var nødt til at forlade, da vandet steg pga. klimaforandringer. Ud fra dette historiske perspektiv, har jeg draget paralleller til nutiden, med de klimaproblemer vi står overfor i dag samt emnet vand og menneskets forhold til og søgen efter dette, her på jorden og i rummet.

Jeg har over det sidste års tid samarbejdet med DTU og DTU Space, i forbindelse med Wake-up (song) projektet. Efter spændende samtaler med astrofysiker Michael Linden-Vørnle, fandt vi frem til en mulig idé, hvorpå vi kunne ‘vise’, tyngde data i en form, som publikum ville kunne mærke. I dette tilfælde høre. Rundt om vores jord svæver 3 store satellitter, kaldet SWARM satellitterne. SWARM er et europæisk satellitprojekt, der består af tre satellitter, som flyver i formation. De tre satellitter kortlægger blandt andet Jordens magnetfelt med stor præcision. Swarm-satellitterne blev sendt i rummet 22. november 2013, og var en opfølgning på Danmarks første satellit Ørsted, der ligeledes kortlagde Jordens magnetfelt. Satellitterne registrerer også jordens tyngde data, og det besluttede vi os for at få oversat.                   

Men hvordan får man oversat data til lyd? Det er noget som Nikolai Linden -Vørnle har forsket i og har udviklet en algoritme som kan oversætte data til lyd. Nikolai fik ved hjælp af Ole Baltazar Andersen fra DTU Space, som leverede et datasæt med målinger af hele Jordens tyngdefelt. Jeg besluttede mig så for, at finde nogle af de mest centrale hot-spots når det gælder klimaforandringer og fandt frem til disse tre steder på jorden:

Grønland / Zachariae Isstrøm: 78.9168231201364, -21.166623995246194

Kenya / Bute Helu: 2.85366426219691, 39.84607457178604

Bangladesh / Dhaka: 23.823438567246484, 90.3992143914394

Sorø er også med, som en slags modtager med koordinaterne til Åmosen;

Sorø / Assentorp: 55.56067776023535, 11.597768933806645

Målingerne fra de fire lokationer, Sorø, Grønland, Kenya, Bangladesh, er blevet hævet ud af datasættet og puttet ind i sonifikations algoritmen. Algoritmen tager denne strøm af data, filtrerer den, strækker den i tid og frekvens, for til sidst at ende ud med en lydfil som indeholder den originale data i en sonisk repræsentation. Og efter at dataen har været ‘kørt’ igennem Nicolais algoritme, har jeg så tilpasset lyden til filmens narrativ, og i lydværket har jeg komponeret et lyd-stykke hvor de 4 områder præsenteres hver for sig, for så til sidst at smelte sammen til én sammenhængende lyd, én stemme, et samlet Wake-up! Der er lavet undersøgelser om, at visse algoritmer er konstrueret til at producere uenighed; fx på SOME. I dette værk er det en algoritme som forbinder os, i stedet for at dele os.  

Selve titlen på projektet Wake-up (song) er en reference til Nasas brug af såkaldte ‘wake-up’-songs på deres missioner ud i rummet. I rummet mister astronauterne deres døgnrytme, og bliver derfor vækket af kontrolcentret nede fra jorden – med en ‘wake-up’-song. Og lyd-stykkets længde er på 08:00 min, som en slags homage til vandtårnets klassicistiske arkitektur, med dens oktogone konstruktion, som igen er en reference til en af de allerførste meteorologiske stationer i verden, det smukke ‘Tower of the Winds’, fra Athen. Som ud over at kunne måle solen, havet og vinden også var ottekantet, som vandtårnet i Sorø.

I vandtårnet ved Sorø Station er lyden fra SWARM-satellitterne blevet installeret sammen med 4 objekter som hænger ned fra loftet. Disse objekter har titlen The Recipient, og de er et skulpturelt billede på de fire lokationer som lyden og dataen kommer fra. De har en alien-agtig vibe over sig, og jeg har bestemt også tænkt på ‘det andet’ – ‘det ukendte’ i forhold til dette projekt. I dette tilfælde har jeg brugt genbrugsplast og rester fra mosen til at skabe en form, som et væsen der tager imod en, når man træder ind i det smukke gamle vandtårn. Objekterne er forbundet med hinanden via silikone slanger til farmaceutisk brug. Begge mine forældre døde på hospitalet, og lå i sterile, kolde senge med slanger koblet til sig og det billede har limet sig fast på min nethinde. I videoværket som vi optog i mosen, forbinder jeg mig med disse alien-agtige objekter via førnævnte silikone slanger, og kommer i en form for trance nede i mosevandet. Som et slags medium, mellem mose og lyden fra satellitterne ude i rummet, som billedligt er oversat til de alien-agtige objekter, som jeg også har med i lydværket. Mig selv som et slags medium. Et medium inden for fysikken er beskrevet som et produkt, fx et medium kan være glas, vand etc. Hvis man siger, at man sender lys igennem fra luft til vand, sender man lyset fra et medium til et andet medium.

I videoen har jeg påført mig gæller på mine kinder, som et svævende spørgsmål – er figuren i videoen fra en anden planet? Er hun fra fremtiden? Er det sådan, mennesket udvikler sig? Til en sensibel følende hybrid som kan kommunikere med verdensrummet og jorden på samme tid? Det er i hvert fald nogle af de spørgsmål som har figureret rundt i mit indre univers i hele research-perioden. En måske obskur tanke slog mig en dag, at hvor ville det være dejligt hvis et ‘higher-being’ kunne komme og hjælpe os, når vi så tydeligt har fejlet som menneske. I hvert fald i forhold til vores måde at behandle verden på, jorden – himlen – havet.

Figuren i videoen åbner munden og lyden fra SWARM-satellitterne kommer ud, som et ekko af værket i vandtårnet. Den kvindelige figur fungerer samtidigt som en slags kanal for jorden, og lyden bliver til en klagesang, en ’Ofelias’ dødssang og en ’Wake-up song’ til os/beskueren.

Jeg er sci-fi fan, og film som Blade Runner, The Matrix, The Fifth Element og Space Odyssey flimrede rundt som en tynd hinde mellem mine tanker i research fase, som når man bevæger sig gennem græsset en tidlig sommermorgen, og spindelvævets tråde klistrer sig fast til ens krop. Det dystopiske element, fra sci-fi film, er da også meget tydeligt at spore i slutningen af video værket, hvor hovedpersonen på zombie-agtig manér, hiver sig selv op ad mosen og går hen mod kameraet, helt tæt på linsen og hvisker Wake-up! Jeg er selv virkelig bange for zombier og zombiefilm, efter jeg læste kadavermarch af Dennis Jürgensen som barn, har jeg ikke kunnet rumme den del af gysergenren. Men da jeg lå i mosen, en smuk men meget kold april dag, følte jeg mosens væsen, på godt og ondt. Vi havde forinden testet området af, for mosehuller. Og vidste hvor vi ikke skulle træde. Men bunden var stadig blød og sumpet, mange lag af planterester ligger og rådner, lige så stille i det iskolde vand. Iskoldt. Aldrig har jeg opholdt mig i vand, som var så koldt. Og jeg har nøgenbadet i Vesterhavet i -3 grader en kold januar måned! Men kulden kommer nedefra, ligesom når man er så velsignet at støde på en ren kilde i skoven, hvor man kan slukke tørsten med det skønne vand, den kulde. Så rystelserne i værket, rystelserne i min krop er ikke skuespil. Jeg tror meget på det umiddelbare moment i kunsten. Min research-periode er lang, virkelig lang og grundig – men udførelsen må gerne have denne umiddelbare performative ‘feeling’ over sig. Og det var virkeligt meget i momentet, det som skete ude i mosen den dag. Vi fulgte selvfølgelig det planlagte manus, men ting sker ude i virkeligheden, ude i naturen. Og at vandet ville påvirke min krop så meget, havde vi ikke planlagt. Så rystelserne kom, jeg gik med dem, og lod dem være en del af mine bevægelser, og det sidste ‘take’ – hvor jeg i værket sænker mig helt ned i mosen, i det kolde vand – der stod verden stille og jeg var. Det kolde vand, som langsomt omsluttede min krop, den eftergivende rådne mosebund, som blødt tog imod mig, og til sidst vandet, som omslutter mit hovede – det er det koldeste jeg nogensinde har prøvet.

Og der kom det, det dystopiske. Og min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og rystelserne større og større og til sidst det befriende skrig mod himlen og efterfølgende opstigningen af mosen og min forfrosne gang mod kameraet.

Og hvem er det så, som skal vågne op? Os alle tænker jeg, inklusiv mig selv – big time! Jeg har en søn på 7, og hvad er det for en fremtid, som venter ham? Men hvad kan vi gøre, hvad kan jeg gøre? Hjælper det overhovedet noget som helst, at lave et videoværk om klimaforandringer? Jeg ved det ikke, jeg håber det – hvis værket bare kan påvirke publikum en smule, hvis den kan give folk et lille puf i maven – som gør at de måske begynder at handle, endnu mere på at forandre deres hverdag, end de jo nok gør i forvejen, eller tænker grundigt over hvem de stemmer på til næste folketingsvalg, hvis det overhovedet batter noget.

Jeg har selv været i en form for ‘klimakrise-bedøvethed’, i en tilstand af chok. Klima sorg. Choktilstand. Jeg havde glemt følelsen af forbundethed med naturen, den følelse jeg helt instinktivt havde som barn. Men gennem flere og flere projekter, hvor jeg bevæger mig i og med landskabet, kom følelsen tilbage.

Wake-up (song) er i åbenlys forstand, et nødråb om at vi bliver nødt til at handle på klimakrisen nu, men også en opfordring til en opvågning af vores sanser, et vågn op i forhold til vores syn på os som mennesker, at vi bliver nødt til at vække den sensitive side og forbinde os med naturen. Ikke kun fysisk, men det at tænke sig selv som en del af jorden, luften, lyset, planterne, vandet. (Og med vi og os, kan jeg kun tale ud fra et vestligt privilegeret syn, tænker at der bestemt må være folkeslag derude i verden, som er i forbindelse med jorden på allerfineste og dybeste plan, men som er ofre i denne vestlige kapitalistiske udhungring af jordens ressourcer.)

Men én ting er vi fælles om og det er, at vi er alle skabt af de samme grundsten, de samme partikler, som resten af universet er lavet af – stjernestøv. Af stjernestøv er du kommet, til stjernestøv skal du blive. De partikler som flyver forbi Swarm satellitterne rammer os lige nu.

Forbundet er vi.