BILLEDER MED BABY: En rejse gennem kunsthistorien
Fredag den 22. marts tager Billeder med Baby på en rejse gennem Sorø Kunstmuseums samling af 300 års kunst. Vi taler om udviklingen af kunsthistorien fra middelaldertræskulpturer til den nyeste konceptuelle samtidskunst. Hvis du er interesseret i at få et lynkursus i den danske kunsthistorie, skal du deltage i Billeder med Baby denne fredag.
Vi glæder os til en hyggelig kunstfyldt formiddag på museet med søde forældre og babyer.
Billeder med Baby er en omvisning i Sorø Kunstmuseums samling og aktuelle særudstilling. Den foregår i et roligt tempo med indlagte amme- og spisepauser, og der er kun plads til ti voksne deltagere + babyer, så der er god plads til alle. Omviseren har fokus på, at I som forældre skal forkæles med god kunst og nye indtryk.
Efter omvisningen inviteres I til at hygge jer i vores publikumsal, som vil være indrettet med et lege/tumleområde til de små. Her har I også mulighed for at spise tilkøbt mad fra museets café og drikke lige så meget kaffe eller te, som I har lyst til.
Priser
Almindelig billet: 105 kr. inkl. kaffe ad libitum og museumsentré på dagen.
Medlem af Kunstklubben: 45 kr. inkl. kaffe ad libitum.