BILLEDER MED BABY: Harald Giersings nyskabelser
Fredag den 28. oktober byder vi endnu engang indenfor til Billeder med Baby for dig, der vil have fede kunstoplevelser med din baby!
Den sidste fredag i hver måned kan du komme på en særlig omvisning for forældre med babyer, som foregår i et roligt tempo med mulighed for efterfølgende spisning og leg i museets café og publikumsal.
I oktober-udgaven af Billeder med Baby ser vi nærmere på vores store nyåbnede udstilling med den epokegørende maler Harald Giersing! Giersing var bannerfører for den fornyelse af maleriet, der foregik i 1910'erne og 1920'erne, hvor fokus var former, farver og flader frem for en realistisk gengivelse af verden. Der er smæk på farverne, så babyerne får forhåbentlig en stor sanseoplevelse!
Billeder med Baby er en omvisning i Sorø Kunstmuseums samling og aktuelle særudstilling. Den foregår i et roligt tempo med indlagte amme- og spisepauser, og der er kun plads til ti voksne deltagere + babyer, så der er god plads til alle. Omviseren har fokus på, at I som forældre skal forkæles med god kunst og nye indtryk.
Efter omvisningen inviteres I til at hygge jer i vores publikumssal, som vil være indrettet med et lege/tumleområde til de små. Her har I også mulighed for at spise tilkøbt mad fra museets café og drikke lige så meget kaffe eller te, som I har lyst til.
Priser
Almindelig billet: 100 kr. inkl. kaffe ad libitum og museumsentré på dagen.
Medlem af Kunstklubben: 40 kr. inkl. kaffe ad libitum.
Vi glæder os til at se jer til en kunstfyldt formiddag på museet!