Lukket nu – Åbent i dag 11:00 - 17:00
Foto: Jonas H. Helle
Arrangement

KONCERT OG LYRIK: Peter H. Olesen og De efterladte

Musik | Rock / Pop
01/05/2022 | 15:00 - 16:30
Billetter
Alm. billet. inkl. én øl/vand og entré på dagen
210 DKK
Klubbillet inkl. én øl/vand
180 DKK
Sted
Sorø Kunstmuseum
Storgade 9
4180 Sorø

Søndag den 1. maj får vi fint besøg på Sorø Kunstmuseum! Det fantastiske band 'De efterladte' gæster museet med deres nye, kritikerroste album 'Skrevet i sand.' Udover koncerten vil forsanger Peter H. Olesen læse op fra sit lyriske bagkatalog.

De efterladte turnerer med nyt, kritikerrost album
 
Efter tre års albumpause lod De efterladte igen høre fra sig i september sidste år med 'Skrevet i sand', det femte album siden debuten i 2011.  Albummet som modtog fine anmeldelser i bl.a. Gaffa og Weekendavisen, udkom i første omgang kun som streaming og download, men i begyndelsen af februar foreligger 'Skrevet i sand' endelig på vinyl - samt i en særlig cd-udgave, som udsendes i et begrænset oplag på kun 99 nummererede eksemplarer.
 
I forlængelse af udgivelserne tager De efterladte på en mindre tur landet rundt. Første koncert er på Radar i Aarhus torsdag d. 3. februar - og turnéen slutter d. 1. maj med en optræden på Sorø Kunstmuseum.
 
For første gang live stiller De efterladte op som kvartet, idet trommeslageren Jakob Høyer, som også er med på 'Skrevet i sand-albummet, støder til den sædvanlige trio: Michael Lund (guitar og lap steel), Boi Holm (synth., keyboards m.m.) og Peter H. Olesen (vokal).
 
Med tilføjelsen af trommer og med Boi på bas på adskillige numre, nærmer De efterladte sig for første gang noget, der ligner en fuld band-lyd. På kraftig opfordring har Michael taget lap steel-guitaren frem igen - og musikken har fået en puls og et rum, som De efterladte selv er meget begejstrede for: Mødet mellem det elektroniske, det elektriske og det akustiske.
 

De efterladte er:Peter H. Olesen, som synger og skriver ordene. Det gjorde han tidligere i Olesen-Olesen og - hvis nogen husker så langt tilbage - i Greene og Sort-Hvide Landskaber. Han har lavet musik siden begyndelsen af 1980’erne. Når han ikke skriver tekster til De efterladte udgiver han romaner og digtsamlinger. Seneste bog, romanen ‘Min mor’ udkom i juni i år.Michael Lund, der har spillet musik mindst lige så længe som Peter, både i egne grupper og som sideman i fx Olesen-Olesen, dengang på lap steel og dobro. Siden er han sprunget ud som komponist. På det nye album spiller han bl.a. akustisk og elektrisk guitar, Fender 6, keyboards - og lap steel.Og så er der Boi Holm. Han er med årene naturligt blevet duoens ‘tredjemand’: producer, tekniker, kollega. Han spiller på alt, hvad der kan spilles på og betjener teknikken. På det nye album spiller han akustisk og elektrisk guitar, bas, synthesizer og andre keyboards.
 
Se videoen til titelnumret 'Skrevet i sand':https://youtu.be/QgApQ60eSow
 

Læs koncertanmeldelse fra Gaffa her:
https://gaffa.dk/anmeldelse/154742/overdimensioneret-peter-h-olesen-blues/