MAL MED GIERSING: Maleworkshop for voksne v. Kræsten Byskov
I anledning af vores store særudstilling med den modernistiske maler Harald Giersing, har vi lørdag den 5. november fra kl. 12-15.30 arrangeret et spændende malekursus med billedkunstner og underviser Kræsten Byskov.
Kræsten er en erfaren underviser udi maleri, og har i sin egen maleriske dannelse været meget optaget af modernismens teknikker. På kurset får du en helt særlig mulighed for at prøve kræfter med maleriet med kyndig hjælp fra Kræsten. Kurset er tiltænkt voksne og større børn. Alle uanset tidligere erfaring med maleri er meget velkomne!
Kræsten skriver om kurset:
"Velkommen til maleworkshop hvor vi prøver at male med inspiration fra maleren Harald Giersing. Du behøver ikke at have nogle forhåndskunnen - jeg vil gøre alt for at hjælpe dig. Der er materialer til rådighed: akrylmaling og groft gråt papir samt pensler. Hvis du vil bruge lærred, er du velkommen til at tage dit eget lærred med.
Harald Giersing maler med enkle linjer i sorte nuancer. Så vi vil se på linjer der omgiver en figur eller en ting. Først vil vi tegne en enkel skitse, og så vil vi male linjer omkring figurerne, kaldet konturlinjer.
Han bruger lys og skygge i sine malerier på en forenklet måde. Derfor vil vi kigge på hvordan man kan bruge lys og skygge til at lave nogle former.
Giersing bruger også stærke farver i enkle skalaer. F.eks blå, grønne og gule. Eller brune, okker og røde. Derfor vil vi kigge på, hvilken farveskala du har lyst til at forsøge dig med.
Vi vil også snakke lidt om hvilke former for penselstrøg du vil bruge. Man kan bruge prikker, længere strøg, eller male det mere som flader. Det er ikke så svært, hvis man lige prøver på et stykke papir først.
Du kan medbringe et foto af et menneske, et ansigt, eller noget andet enkelt, eller du kan male nogle ting i rummet, og vi har også nogle fotos.
Vel mødt, hilsen Kræsten Byskov"
Om Kræsten Byskov:
Kræsten Byskov er maler og tegner og har illustreret til aviser og bøger. Har lavet malerier med udgangspunkt i Matisse og Derain, samme kunstnere der også inspirerede Harald Giersing. Kræsten Byskov har undervist på Grundtvigs Højskole i maleri og tegning siden 2001. Og har bl.a. udgivet bogen ”Croquis. Tegning. Maleri.” om malerteknikker.
Program:
12.00: Velkomst i værkstedet
12-13: Oplæg og øvelser 13-14.30: Opstart på eget maleri (medbring gerne et lille lærred)
14.30: Kaffe/kage-pause
14.45-15.30: Fortsættelse af maleri
15.30: Tak for i dag
Kurset er inklusiv materialer, kaffe/kage og entré til museet. Alle øvelser er på tykt papir. Hvis du ønsker at male på et rigtig lærred, skal du selv medbringe dette. Vi anbefaler, at det ikke er for stort.
Billetter:
Alm. billet inkl. kaffe/kage og entré til museet: 390 kr.
Klubbillet inkl. kaffe/kage: 375 kr.