YOGA OG KUNST: Yoga i gården v. yogalærer Kirsten Wej Modvig
Kom til sommeryoga i Sorø Kunstmuseums gårdhave!
I sommerferien har vi arrangeret to unikke kunst- og yoga-arrangementer i samarbejde med yogalærer Kirsten Wej Modvig fra virksomheden ’Yoga for din indre ro’.
De finder sted tirsdag d. 19. juli og torsdag d. 21. juli fra kl. 10-11 under åben himmel i museets gård. Billetten inkluderer entré til museet, så benyt endelig mulighed for at få en forfriskning og se vores fine udstillinger efter yogatimen.
Balancekunst - at skabe balance i krop og i sind
Kom og vær med til yoga i kunstmuseets skønne gårdhave, når Kirsten byder på blid og legende yoga udendørs. Der er præstationsfri zone, når du under åben himmel bl.a. udfordrer din fysiske balance. Styrk din krop og nyt en mental pause under den dynamiske yoga. Mærk dit åndedræt massere din krop indefra og giv slip og giv efter for tyngdekraften under den guidede afspænding. Gå derfra med et smil på læben, måske med lidt større bevægelsesfrihed, følelsen af velvære og øget balance i din krop og i dit sind.
Alle over 15 år kan deltage i arrangementet.
Medbring din egen yogamåtte, et tæppe og løstsiddende tøj, gerne i lag, tilpasset vejret. I tilfælde af uegnet vejr, flyttes yogaen indendørs. Hvis du ikke har mulighed for at medbringe en måtte, stiller museet nogle få til rådighed.
Vi mødes i museets gårdhave.
Yogaen varer 1 time. Efter timen er der adgang til Sorø Kunstmuseum samt mulighed for at købe mad og drikke i cafeen. Priser:Alm. billet inkl. entré til museet: 100 kr. Klubbillet: 90 kr.