Arne Jacobsens ikoniske designklassiker Myrestolen er fotograferet på en hvid baggrund, så den står klart frem og signalerer ”en stol”. Ved siden af er et farvefelt af savsmulds-agtigt materiale smurt direkte på væggen i et perfekt kvadrat. Forbindelsen mellem de to er ikke umiddelbart åbenlys, men farvefeltet er faktisk også en myrestol.

Hvad er tættest på den virkelige stol?

Det forholder sig nemlig sådan, at det monokrome felt på væggen består af smulderet fra den pulveriserede stol blandet med tapetklister. Fotografiet er en visuel gengivelse af stolens udseende og form, mens det abstrakte, monokrome felt rent faktisk består af stolens materiale, men i en anden form. Værket fremprovokerer spørgsmålet om, hvilket billede der er tættest på den ”virkelige” stol? På hvilke måder relaterer kunstens billeder egentlig til virkeligheden? Hvordan forstår vi egentlig begrebet ”stol”, når man nu ikke kan sidde på nogen af billederne?

Konceptkunsten

Værket er skabt af kunstnergruppen A-kassen og refererer til Joseph Kosuths berømte værk fra 1965 One and three chairs, som er et af konceptkunstens referenceværker. Kosuths værk viser en rigtig, fysisk stol, et fotografi af en stol og en tekst med ordbogens forklaring af konceptet ”stol” – objekt, billede og ord. Kosuths kunstgreb var ikke at fremstille de tre repræsentationer, men at stille dem sammen og få os til at overveje deres sammenhæng. Adspurgt om det er kunst, var hans svar: ”kunst er at skabe mening”.  Konceptkunstens prioritering af det idémæssige indhold i kunsten resulterede i 1960’erne og ’70erne ofte i et tørt, stramt og intellektuelt udtryk. A-Kassens værker er karakteriseret ved at krydre konceptkunsten med samtidskunstens ironi, humor og materialebevidsthed.  

A-Kassen

Kunstnergruppen A-Kassen består af Christian Bretton-Meyer (f. 1976), Morten Steen Hebsgaard, (f. 1977), Søren Petersen, (f. 1977) og Tommy Petersen, (f. 1975). Gruppen arbejder med humoristiske, konceptuelle, og performative strategier, der ofte består i at omplacere eller modificere hverdagsgenstande (lygtepæle, vinduer, vandpytter, områder på flere kvadratmeter med belægning og træer), og dermed ændre deres betydning. Deres værker indebærer ofte drillende bespænd for de kunstinstitutioner, værkerne installeres i. Navnet A-Kassen er en selvironisk henvisning til mange kunstneres usikre placering på arbejdsmarkedet.