På et bord står en opstilling bestående af meloner, et cylinderformet krus med en buket af gule ”trommestikker, en klassisk vinkande i lertøj og en potteplante. Bagved titter det nederste af et maleri frem.

Komposition på fladen

Penselføringen er let og malingen transparent og luftig. De gule, grønne og blå farver er meget typiske for Christine Swanes sarte, følsomme palet, og giver et en kølig, frisk og let stemning. Selvom billedet umiddelbart gengiver et genkendeligt rum, er det på mange måder et maleri, der fokuserer mere på billedfladen end på den rumlige tredimensionale virkning. Den bagerste melon synes ikke at ligge på bordet, men svæver nærmest eller bevæger sin ind i bagvæggen. Bordet er set oppefra så dugen med de geometriske mønstre kommer til at virke flad. Den er behandlet mere som et kompositoriske element, end som en pålidelig standflade. Hele opstillingen står tæt op ad den grønne væg, der fungerer som en flad grund snarere end som rumgiver. Opstillingen fungerer som et stemningsmættet påskud for at komponere linjer, cirkler, cylindere og farver sammen på en flade.  

Fra Fynboerne til modernist

Christine Swane blev allerede i de unge år præget af det kunstneriske miljø omkring Fynbo-malerne, som hun stiftede bekendtskab med gennem sin bror maleren Johannes Larsen. Hun fik undervisning af både Friz Syberg, J.F. Willumsen og Harald Giersing og fandt stor inspiration i Alhed Larsens og Anna Sybergs blomsterbilleder. I et par år gik hun på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvor hun havde Viggo Johansen som lærer. Vigtigst for hendes kunstneriske virke var dog mødet med malerne Karl Isakson og Sigurd Swane, som hun giftede sig med i 1910. Begge var inspireret af den nyere franske kunst, som dyrkede det modernistiske, koloristiske maleri.

Fransk inspiration

Fransk kunst, særligt Matisse og de kubistiske kunstnere, blev en stor inspirationskilde for Christine Swane. Gennem sine rejser til Frankrig, Holland, Belgien, England og Italien sikrede hun sig nye impulser og arbejdede mere og mere med udgangspunkt i linien og den flade, geometriserede form. Hendes maleri udviklede sig med årene mere og mere i retning af forenklet, let kubistisk formsprog med facetagtige mønstre og et todimensionelt billedrum. Inspireret af Matisse blev konturerne i 1940rne kraftigere med arabeskagtigt svungne linjer og rankeornamenter. Til det egnede opstillinger sig godt, og billedet viser da også et af hendes typiske, foretrukne motiver.