Vi er i et snævert kælderlokale, hvor to kvinder tilbereder og uddeler mad til byens fattige. Mørke rugbrød ligger i stabler, mens suppen simrer i gruekedlen. To hulkindede, blege kvinder med tørklæder om hovederne venter i døråbningen og kigger håbefuldt mod spækbrættet. En gammel kone luner sig ved skorstenen, og en ung pige står med et stykke papir og holder tilsyneladende øje med, at hver får sit.

En komposition af social ulighed  

De to velstillede kvinder, der tilbereder maden, dominerer billedet. Kvinden ved spækbrættet i forgrunden, som er præstefrue Glahn, ser velnæret og sund ud og fylder næsten hele højre del af billedet. Den anden kvinde, fru Wilde, ved gruekedlen står i midten af billedet. Kjolerne er af god kvalitet, og forklæderne hvide og stivede. De står med ryggen til hinanden, bøjet ind over maden og skaber udsyn til de fattige i døråbningen. Disse virker små og undseelige, som de står dér, kilet inde mellem de store madmødre. Billedets farver er afdæmpede, og de fattige kvinder virker næsten udtværede i tonløse, grå nuancer. Derimod står præstefruerne skarpt i sort og hvidt, og er forbundet med de få strøg af varmere farver: suppen, spækket, lampen og ikke mindst den ene kvindes guldarmbånd, der lyser op i midten af billedet. Således har Ring ved hjælp af perspektiv, størrelsesforhold og komposition, organiseret de seks kvinder på en måde, der tydeliggør den sociale ulighed.

Til kamp med malerier og en ladt pistol

Med den komplekse men klare billedkomposition skildrer L. A. Ring tidens hårde vilkår. Ring voksede selv op under beskedne kår og var dybt indigneret over de elendige levestandarder blandt bønder og arbejdere under det nye, moderne industrisamfund. De politiske spændinger i 1880’erne, bl.a. forårsaget af Konseilspræsident J.B.S Estrups provisorielove, påvirkede Ring både som menneske og kunstner. Som ung var han aktiv i Riffelbevægelsen, en revolutionær gruppe, der var klar til at gribe til våben. Efter sigende gik han rundt i København med en skarpladt revolver, forberedt på at deltage i en folkelig revolte mod regeringen.

Det hæsliges apostel med symbolistisk skønhed

Inspireret ideerne fra Det Moderne Gennembrud blev Ring ateist, og hans malerier udforskede i udpræget grad motiver og symboler, der satte livets og dødens kræfter op imod hinanden. Ring betragtede sig selv som en fritænker i tråd med Friedrich Nietzsches radikale tanker om Guds død. Georg Brandes, J.P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan fik ligeledes en afgørende betydning for ham. Hans realisme i skildringerne fra 1880’erne af den ubehagelige sociale bagside fik en kritiker til at give ham tilnavnet “det hæsliges apostel”, mens andre betegnede ham som ”den ubestikkelige Sandhedssøger”. Hans realisme havde fra starten gemt på subtile symboler som forvredne grene, dystert vand og underlige vinkler, men fra 1890’erne overskred han realismen og introducerede decideret symbolistiske indslag ved feks. at arbejde med guldbaggrund, eller at lade døden som figur optræde med le og kappe midt i hverdagens strabadser. Rings personlige og universelle skildringer af menneskets reaktioner på ændringer i eksistentielle vilkår, gør hans værker evigt relevante.