Lukket nu – vi åbner igen fredag klokken 11:00
Hovedværk

N.A. Abildgaard: Mareridt, 1800

Hovedværk

To nøgne, unge kvinder ligger på en seng. Den ene sover med ryggen til, mens den anden vrider sig uroligt. Hun rides af en mare. Udenfor lyser månen på en mørk nattehimmel. Kompositionen har karakter af et tableau, hvor himmelsengens forhæng glider til side som et scenetæppe og afslører det på én gang uhyggelige og erotiske optrin.

Massekulturens mareridt

Abildgaards Mareridt er inspireret af Johann Heinrich Füsslis billede Nachtmahr fra 1781, der udover en kvinde og en mare også viser hovedet af en hest med hvide øjne. Nachtmahr blev udstillet på Royal Academy i London i 1782 og kort efter reproduceret og distribueret over hele Europa i både autoriserede og uautoriserede udgaver. Værket var således alment tilgængelig som et af massekulturens første, populære billeder og blev hurtigt kanoniseret som den måde, hvorpå man repræsenterede en ond drøm.

Folketro

Motivet med maren bygger på den nordeuropæiske folketro, der fortæller at onde drømme skyldtes det overnaturlige væsen, maren. På Abildgaards billede (og på en anden af Füsslis variationer over temaet) er der to kvinder i sengen, og mens den ene sover uskyldigt, har marens ridt fået den anden til at blotte brystet. Det kan pege på en anden tolkning af marens rolle, som den, der vækker kvindens seksualitet. Dette understøttes af marens erotiske adfærd. Den har fnisende taget kvindens tøffel på og vender sig mod hendes skød, mens dens hale placerer sig mellem hendes bryster.

Fornuft og følelse

Abildgaard var blandt de første lærere på Det Kongelige Danske Kunstakademi, der blev grundlagt i 1754. Her var historiske og mytologiske motiver i højsædet og skulle gengives i den beherskede klassicistiske stil, som Abildgaard både mestrerede, men også udfordrede. Sorø Kunstmuseums lille hovedværk er både i motiv og stil mere mystisk, erotisk og okkult end den kølige klassicisme foreskrev. Mareridt kan illustrere den bevægelse, der var i tiden, væk fra oplysningstidens fornuft og den klassiske stilart hen imod mere romantiske udtryksformer.

N.A. Abildgaard (1743-1809): Mareridt, 1800.
Olie på lærred 35 x 41,5 cm

Udstillinger
Museet præsenterer særudstillinger, værker fra den store samling af dansk kunst, den russiske samling samt ikonsamlingerne.
Rettigheder og billedbrug