En meget høj horisontlinje deler det kvadratiske lærred i en smal himmel og en stort mørkeblå væg af hav. I forgrunden er husene er forenklet til ensfarvede geometriske former. De mørke menneskeskikkelser er ansigtsløse og på grænsen til opløsning.
Den tyste by
Der hviler en tyst alvor over Lergaards Gade i Gudhjem. Byens kubiske huse virker enstonede og umælende, og Bornholms typiske høje horisontlinje får havet til at rejse sig til en ensfarvet, lodret flade. Himlen er derimod skitseret i en levende farvesymfoni med stoflige penselstrøg.
Malede mennesker
Forrest i billedet står en lille figur – måske et barn – med ansigtet vendt ud mod os og næsten på vej ud over billedfladen. Bagved, med en arm der rører barnet, bevæger en kvindefigur sig mod venstre, hvor en ældre kvindes mørke skikkelse næsten bliver opslugt af den dunkle husgavl bag hende. Tilsammen danner figurerne et forløb fra den fritstående figur, der er på vej ud mod beskueren, over midterfiguren og ind i det flade, todimensionale maleri. Samtidig tegner figurerne et livsforløb fra ung til gammel. Deres ansigter er mere livligt malede end bagrunden, men de er blottede for personlige træk. De forbliver symboler på menneskelivet.
Det universelle i det lokale
Selvom der er tale om en hverdagsscene, er værket ladet med en mytisk og symbolsk undertone. Lergaard har ladet menneskeskildringerne, naturoplevelsen og kultursamfundet smelte sammen i en symbiotisk tilstand. Han søgte gennem sin kunst at nå frem til noget arketypisk, eller sagt på en anden måde; til det universelle i det lokale.
Mørkemaler på Bornholm
Lergaard tilhørte de såkaldte mørkemalerne og var nære venner med Jens Søndergaard og Erik Hoppe. Det er karakteristisk, at han tog udgangspunkt i farvens taktile stoflighed frem for i lyset.
Lergaard tilbragte det meste af sit liv på Bornholm, hvorfra en stor del af hans motiver stammer– mange med den høje horisontlinje. Han var optaget af hverdagslivet på øen og ikke forestillingen om en idyllisk eller uberørt natur, som prægede de tidligere generationer af malere på øen.