Ifølge titlen på P.C. Skovgaards landskabsmaleri er vi ved Skarrit sø på Midtsjælland. Men selv hvis man ikke kender egnen, kan billedet have en sælsom genkendelighed over sig. For det er ikke er ét landskab, værket forsøger at vise, men landskabét: Nationalromantikkens arketypiske danske natur præsenteret i sin ideelle form.
Et landskab i samklang
De ranke bøgetræer rækker mod himmelen. Luften har en kølig friskhed, der er typisk for den milde danske sommer. Søen spejler både den høje, lyseblå himmel og bøgens ”top i bølgen blå”, som nationalromantikeren Adam Oehlenschläger, skrev i nationalsangen i 1819. Værket åbner et landskab af vidder i alle dimensioner, vandret, lodret og i dybden. Træstammerne skaber forbindelse mellem himmel og jord. Hver eneste stamme og overflade giver genklang i hinanden. Hver enkeltdel reflekterer helheden; naturens indre samklang udtrykkes i perfekt kompositorisk balance.
At redigere landskabet
Peter Christian Skovgaard var nær bekendt med Danmarks første kunsthistoriker, den indflydelsesrige professor N.L. Høyen. I 1844 tog de sammen til Skarrit sø, hvor billedet blev til. Året efter dimitterede Skovgaard fra Kunstakademiet med værket Udsigt over Skarre Sø, som var en variation over Sorø Kunstmuseums billede. Udsigt over Skarre Sø befinder sig i dag på Statens Museum for Kunst og regnes for et af dansk Guldalders hovedværker. Det afledte værk er større og mørkere, det midterste træ, der ”står i vejen” for udsigten, er redigeret bort og tre hjorte græsser idyllisk i maleriets forgrund. Skovgaard fik akademiets udstillingsmedalje for værket og blev også tildelt et rejselegat. Han var dog så nationalt anlagt, at han valgte, at udskyde den næsten obligatoriske dannelsesrejse til Sydeuropa for at fortsætte sin skildring af det danske.
Høyens nationalånd
Skovgaard var måske den maler, der tydeligst fulgte Høyens nationalromantiske program for guldalderkunsten. Ifølge Høyen skulle kunstnerne afbillede den danske natur for at udtrykke den særligt danske nationalånd, der lå indlejret i den. Det var naturens sublime harmoni, der skulle vises; stod et træ uhensigtsmæssigt, blev det redigeret bort eller omarrangeret til fordel for idealet.
