Lukket nu – vi åbner igen tirsdag klokken 11:00
Hovedværk

Per Kirkeby: Den langløbede colt, 1966

Hovedværk

Billedet er inddelt i fire felter – som en tegneserie. På hver af felterne er en eller flere mænd til hest malet i silhuet. Også de er som klippet direkte ud af en tegneserie eller fra en westernfilm, mens baggrundene er enkle og malerisk abstrakte.

Den amerikanske cowboy

Titlen Den langløbede Colt refererer til den ikoniske revolver kendt fra adskillige cowboyfilm. Kirkebys tegneserieagtige fremstilling af cowboyen i bjerglandskabet forholder sig på én gang feterende, ironisk og distanceret til myten, klicheen og forestillingen om den særligt amerikanske fortælling. Gentagelsen af figuren i forskellige indramninger gør cowboyfiguren til et tegn, der reproducerer en stereotyp fortælling om den amerikanske kultur. Ved at inddrage cowboyfilm og gentagelserne af det samme motiv, bliver værket en parafrase af en amerikansk kunst og kulturindustri, som den udspillede sig i 1960ernes USA.

Popkunst

Per Kirkebys værker fra 1960erne bærer ofte referencer til populærkulturen.  Frem for at postulere kunstens ophøjethed pointerede han massekulturens indflydelse ved at inddrage forskellige billedklichéer og udklip fra modemagasiner, tegneserier og pornoblade. De udklippede figurer blev brugt direkte som skabeloner i maleriet. En tilkendegivelse om, at idéen om den rene iagttagelse er en modernistisk konstruktion. Kirkeby lader således reklamens- og modeindustriens verden, den underafkølede amerikanske livsstilsverden med dens konstruerede fantasier veksle mellem hinanden i bestandige positiv- og negativformer. Kirkeby føler på en gang tiltrukket og frastødt af ’the american way of life’, han suger dens billedverden til sig og lader igen og igen en kritisk distance flamme op. Den langløbede Colt er et fornemt eksempel på Kirkebys figurative og popagtige masonitværker fra 1960-70erne. Disse måler oftest 122 x 122 cm., hvilket ganske enkelt er ½ masonitplade i standardmål – igen en måde at uhøjtideliggøre maleriet på.

Per Kirkeby

Kirkeby (1938 -2018) har siden 60’erne beskæftiget sig med stort set alle former for billedkunstneriske udtryk – fra maleri, tegning, skulptur og grafik til scenografi og film. Derudover er han forfatter til en lang række digte, essays og kunstnermonografier. Kirkeby blev uddannet på Den Eksperimenterende Kunstskole, hvor han sammen med bl.a. Poul Gernes, peter Louis-jensen og Bjørn Nørgaard udforskede de nye udtryksmuligheder i popkunst, happening og minimalisme.

Per Kirkeby. Den langløbede colt, 1966. Syntetisk maling på masonit, 122 x 122 cm.

Udstillinger
Museet præsenterer særudstillinger, værker fra den store samling af dansk kunst, den russiske samling samt ikonsamlingerne.
Rettigheder og billedbrug