På gulvet står 16 ens, hvide sokler med pyramideformet top i række og geled. Der er intet motiv, ingen fortælling, ingen spændstig komposition. Det er ikke et værk, der forfører beskueren og sætter fantasien i gang. I stedet lægger det op til at man bevæger sig rundt mellem elementerne.

Bevægelse

Det er menneskets egne dimensioner, som er udgangspunkt for iagttagelsen af skulpturen. Hver af skulpturens 16 ens elementer er på størrelse med en torso. Man kan altså se hen over dem, men ingen placering i rummet, giver det fulde overblik. Elementerne er installeret i en gitterstruktur, med en afstand, der gør det muligt at bevæge sig imellem elementerne. Og bevægelsen er central, for kun ved at flytte sig rundt i værket, kan man relatere sig til det med sin krop. Skulpturen er så at sige ikke meningsfuld i sig selv, før beskueren aktiverer eller realiserer den i kraft af sin tilstedeværelse og medvirken.

Minimalismen

”Struktur. 16 elementer” er et hovedværk indenfor dansk minimalisme. Med sine serielle former er minimalismen et opgør med både den fortællende kunst og den abstrakte modernisme. De 16 elementer taler mindre til fantasien og en visuel æstetisk oplevelse, men fastholder beskueren i et her og nu og taler til kroppen og intellektet. Værket kræver, at beskueren er en aktiv krop i bevægelse, og udfordrer forestillingen om, hvad skulptur er, hvordan den opleves og hvordan den industrielle verden påvirker vores formverden og sensibilitet. 

Det universelle i det lokale

Selvom der er tale om en hverdagsscene, er værket ladet med en mytisk og symbolsk undertone. Lergaard har ladet menneskeskildringerne, naturoplevelsen og kultursamfundet smelte sammen i en symbiotisk tilstand. Han søgte gennem sin kunst at nå frem til noget arketypisk, eller sagt på en anden måde; til det universelle i det lokale.

En alsidig kunstner

Peter Louis-Jensen var en del af den eksperimenterende kunstskole (Eks-skolen) og  er central indenfor dansk minimalisme. Men hans virke forgrener sig i mange retninger: Fra grafik og maleri omkring 1960, over aktivistiske happenings og installationer samt film og video. Den røde tråd gennem hans virke er en afstandtagen til modernismens kunstbegreb: forestillingen om værket som løsrevet fra tid og sted uden henvisninger til verden udenfor. Det kunstideal var ifølge Louis-Jensen en trussel mod kunstens evne til at skabe og gribe ind i sociale situationer uden at forudsætte særlig forudgående viden hos betragteren. I en årrække holdt Louis-Jensen op med at skabe kunst, fordi han ikke vidste, hvordan hans værker skulle formes for opnå en social effekt.