Værket har ingen titel, intet genkendeligt motiv, ingen fortællinger og ingen signatur. Skabelonagtige former uden nuancer og skygger ligger fladt i et forhold til hinanden, som ikke giver illusion om rumlig dybde.
”Vi krydser aldrig Falkoner Allé”
I værker som dette arbejdede Gadegaard med at formerne skiftevis kunne være figur og grund. Dermed blev fornemmelsen af tredimensionalt billedrum, ophævet. ”Vi krydser aldrig Falkoner Allé”, kaldte Paul Gadegaard princippet. For ønsket var klare, geometriske former, og ikke en perspektivisk realisme, der kunne illudere en allé, man kan krydse i forestillingen. I stedet får Gadegaard en særlig bevægelse i billedet, som afspejler en interesse for tidens nye rytmer, dels industriens maskinelle produktionsformer og dels jazzmusikkens frie rytmer. Udelukkelsen af signatur på Uden titel er et ideologisk valg. Hermed suspenderes ideen om kunstnerens særlige status som geni og værkets unikke kvaliteter, der er knyttet til kunstnerens person.
Konkret kunst
Uden titel er et konkret værk og dermed en del af den bevægelse, der efter 2. verdenskrig arbejdede på at udvikle en universel kunst. De konkrete kunstneres brug af form og farve havde ikke kun rod i en teoretisk undersøgelse af forholdet mellem rum og flade. De forsøgte samtidig at konstruere et kunstudtryk, som var tilgængeligt for alle mennesker. Gadegaard blev medlem af den konkrete kunstnergruppe Linien II i 1949 og blev en af de mest fremtrædende kunstnere i gruppen. Den talte bl.a. Ib Geertsen, Preben Hornung, Albert Mertz, Richard Winther og Gunnar Aagaard Andersen.
En trekant er en trekant
For de konkrete kunstnere symboliserede en trekant ikke noget, men var – helt konkret – en trekant. De konkrete kunstnere tog alle afstand fra den spontane kunst og abstrakte ekspressionisme, som de opfattede som romantisk. I stedet skulle billedkunsten være præget af klarhed, dynamik, harmoni og fornuft. Ikke referere til noget uden for sig selv, men samtidig række ud til borgerne i samfundet. Umiddelbart lyder det som et paradoks, men netop Gadegaard producerede faktisk en ideologisk totaludsmykning i tråd med den konkrete kunsts tankegods.
Kunstnerisk fabriksarbejder
I 1952 udsmykkede Gadegaard kantinen i tekstilfabrikant Aage Damgaards skjortefabrik Angli i Herning. Dette blev startskuddet på et langt samarbejde, og da Damgaard flyttede sin produktion et par år efter, foretog Gadegaard en totaludsmykning af hele den nye fabrik. Gadegaard lod sig ansætte på fabrikken som almindelig lønarbejder. Hvis kunsten skal ud til folket, må kunstneren erkende, at han/hun er en del af folket. Facader, vinduessprosser, vægge og inventar blev til det største konkrete værk i Danmarks historie, idet det omsluttede hele den 2.500 kvm store virksomhed i et stort sammenhængende farvemiljø.
