Ned fra loftet hænger en stor, uformelig skulptur. Dens bløde, organiske former kan minde om en krop, og overfladen er brunlig og glat som en læderagtig hud. Små stykker plastik sidder fast i materialet og peger på skulpturens tilblivelsesproces. Skulpturens kropslighed gør dem på en gang frastødende og tiltrækkende.
Skum og tilfældighed
Værket er lavet af Susanne Ussing og er et af hendes eksperimenter med polyurethanskum – et materiale, der blev introduceret i møbel- og byggeindustrien i 1960erne. Ligesom Gunnar Aagaard Andersen, brugte hun materialet i sine formundersøgende værker. Susanne Ussing var optaget af relationen mellem menneskelig formgivning på den ene side og stoffets organiske ”eget-liv” på den anden, og i den sammenhæng var polyurethanskum interessant. Det kan kun delvist kontrolleres, eftersom det udvider sig til 40 gange sin oprindelige størrelse på få sekunder. Ved at sprøjte det ind i plastikposer, opstår de bløde, organiske uregerlige former, som Ussing stræbte efter. Skulpturen er lavet til både at kunne ligge og hænge.
Feministisk formgivning
Susanne Ussing (1940-98) er uddannet keramiker og arkitekt og havde i flere år tegnestue sammen med ægtefællen Carsten Hoff, med hvem hun skabte ukonventionelle arkitekturprojekter til bla. Thy-lejeren. Ussing arbejdede som billedkunstner på tværs af kunstarterne bl.a. med sine store, installatoriske Sanserum til bl.a. Kvindeudstillingen på Charlottenborg i 1975. Både arkitektonisk og billedkunstnerisk arbejdede hun med systemer, der fremelskede forandring, improvisation og leg fremfor det unikke, perfektion og formens skarphed. Som feministisk kunstner fremhævede hun i sine værker de intime sansninger og kropslige fornemmelser, som hun mente knyttede sig til kvindekønnet, fremfor de mere formelle ”maskuline” logikker.
Stor samling værker
Efter at have været stort set glemt siden sin død i 1998 er Susanne Ussing heldigvis de senere år blevet genindskrevet i kunsthistorien. Sorø Kunstmuseum erhvervede i 2020 en stor samling af hendes værker. Blandt værkerne er skulpturer, hvor hjørneformer er besat med runde polyurethan-former sprøjtet ind i badehætter; en serie papirværker samt keramiske værker. I de såkaldte Minimumsbetragtninger har Ussing æltet forskellige materialer som hår, ledninger, metal, pels og plastik ind i små runde lerklumper. Det er gennemgående for værkerne at det kropslige, urene og frastødende møder det kontrollerede i et fascinerende sammenstød.
