En kvinde i lyseblå kjole står med en kurv. Vi ser hende både fra siden og forfra, som i et spejl. Rummet er uoverskueligt, nærmest splintret, og bliver endnu mere kompleks på grund af spejlets fordobling og forvrængning.  

Det opløste rum

William Scharffs værk er et af de tidsligste danske kubistisk inspirerede værker. Her opløses genkendelige motiver i geometriske figurer, farver og skæve perspektiver, der skaber uoverskuelige og fragmenterede rumfornemmelser. I ”Spejlet” ser vi rummets linjer brudt af spejlingsakser – både i selve spejlet, og det runde bord det står på.

Multiperspektiv

Opgøret med centralperspektivet, den tre-dimensionelle rumfornemmelse, var central for kubismen. Den søgte det såkaldte ”multiperspektiv”, der viser flere sider af samme genstand på samme tid. I Spejlet ser vi således på én gang kvinden forfra og fra siden, ligesom vi ser flasken og cylinderen forlænget nedad i bordets blanke overflade. Modsat de franske kubister, får vi her en logisk forklaring på værkets opbygning i kraft af spejlet.

Kubismen i Danmark 

Scharff var dimittend fra Zarhtmanns Malerskole i København, der dannede modpol til det mere etablerede og konservative Kunstakademi. Han kendte til avantgardekunsten og havde set både Wasily Kandinsky, Picasso og Cézannes værker. Sammen med Jais Nielsen, Edward Weie, Olaf Rude og Harald Giersing fik Scharff fik stor betydning for introduktionen af den europæiske avantgarde til det danske kunstpublikum. 

Dysmorfisme

I 1919 blev Scharff og kredsen omkring ham ”diagnosticeret” af bakteriologen Carl Julius Salomonsen. Han betegnede avantgardekunstnernes formeksperimenterende værker som ”dysmorf” (misdannet) og mente, at kunstnerne var inficeret med en sygelig hang til det hæslige. Salomonsens kritik kan ses som en forløber for nazisternes kritik af avantgarden i 30’erne for at være ”entartet” (udartet). Modsat nazisterne drog Salomonsen dog ikke politiske konklusioner af sit kunstsyn.