Mellemkrigstidens maleri er bl.a. repræsenteret ved ”mørkemalernes” afdæmpede, uforstilte maleri, som det ofte – men ikke altid – er muligt at dvæle ved på museet.

Mørk modernisme

Mellemkrigstidens danske kunstnere, som Niels Lergaard, Jens Søndergaard, Erik Hoppe, Lauritz Hartz, Karl Bovin og Harald Leth, delte ikke de tidlige modernisters optimistiske livssyn. Mørkemalerne – som de blev kaldt på grund af den mørke, nedstemte farveholdning der i en periode dominerer deres malerier – absorberede elementer fra modernismen, men følte at impressionisterne, kubisterne og fauvisterne satte den dybfølte naturoplevelse over styr til fordel for et overfladisk form- og farveeksperiment. De bestræbte sig på et jævnt og ærligt maleri.

Natur og lokalsamfund

I modsætning til mange af tidens kunstnere opsøgte mørkemalerne ikke de internationale kunstmiljøer. De trak sig tværtimod tilbage, ud på landet, væk fra det moderne storbyliv i håb om dér at kunne (gen)etablere en kontakt med naturen. Niels Lergaard, Harald Leth og Oluf Høst rejste til Bornholm; Karl Bovin, Lauritz Hartz og Kaj Eistrup etablerede sig i Odsherred, Knud Agger bosatte sig i Helsingør og Jens Søndergaard henter sine motiver i Vestjylland, hvor han maler menneskene som små skikkelser prisgivet naturens og Vesterhavet luner. For mørkemalerne dannede naturen og de små lokalsamfund basis for en undersøgelse af det elementære ved tilværelsen. Dannelsen af sammenslutningen Corner i 1932 giver nogle af disse kunstnere et åndsfællesskab, der former sig om en fælles social bevidsthed.