Lukket nu – Åbent i dag 11:00 - 17:00
Nyophængning af bl.a. Kujahn Blask, Poul Gernes, Gunnar Aagaard Andersen og Stense Andrea Lind-Valdan på Sorø Kunstmuseum

Nyerhvervelser og guldkorn fra gemmerne

Vi viser helt nye værker i samlingen såvel som guldkorn fra gemmerne i museets nye samlingsophængning.

Sorø Kunstmuseum har den store glæde at præsentere helt nye værker i samlingen såvel som guldkorn fra gemmerne i museets nye samlingsophængning. 

Den nye samlingsophængning præsenterer en række af Sorø Kunstmuseums nyerhvervelser fra de seneste par år, hvor museet særligt har haft fokus på at indkøbe kvindelige kunstnere fra forskellige årtier for at opnå en bredere, kunstnerisk repræsentation.  

Det primære formål med erhvervelsesstrategien har været at rette op på den kønsubalance, der tidligere har præget museets samling. En mere nuanceret og alsidig indsamlingsstrategi forsøger også at udvide samlingen med andre kunstneriske medier, bl.a. tekstilværker, som i museumssammenhæng har været oversete,”

Marie Louise Helveg Bøgh,
direktør på Sorø Kunstmuseum.

Nyerhvervelserne nuancerer museets nuværende samling og bidrager med nye perspektiver på eksisterende værker. Erhvervelserne omfatter små og store værker fra 1950erne og 70erne af kunstnere som Kujahn Blask, Ragna Braase og Lykke Rosenkrans samt værker af nulevende kunstnere som Tove Storch, Mette Winckelmann, Marie Søndergaard Lolk og Pernille With Madsen, der med deres alsidige, kunstneriske produktion trækker tråde til museets konkrete og konceptuelle samlingsspor. 

Nyophængningen præsenterer også nyerhvervelser af værker af Peter Louis Jensen, Gunnar Aagaard Andersen og Poul Gernes, hvis store hængende skulptur “Drømmeskibet” (1968) efter mere end et årti i deponi på museet nu er blevet erhvervet. De nytilkomne værker af disse kunstnere åbner for flere sider af deres omfattende, kunstneriske virke.  
 
Fernisering
Nyophængningen af ”Nyerhvervelser og guldkorn i samlingen” åbner fredag 31. maj kl. 17-18:30 i den store udstillingssal på Sorø Kunstmuseum. Museets direktør Marie Louise Helveg Bøgh byder velkommen i museets café kl. 17. 

Deltagende kunstnere
Tove Storch, Maiken Bent, Marie Søndergaard Lolk, Stense Andrea Lind-Valdan, Mette Winckelmann, Pernille With Madsen, Lasse Schmidt Hansen, Jytte Høy, Kirsten Justesen, Nina Sten-Knudsen, Erik A Frandsen, Berit Heggenhougen-Jensen, Dorte Dahlin, Michael Kvium, Gunnar Aagaard Andersen, Peter Louis Jensen, Carl André, Lykke Rosenkrans, Poul Gernes, Kujahn Blask og Ragna Braase.

>> Læs pressemeddelelse

>> Hent pressefotos

Nyophængning af samtidskunst med familie_ Sorø Kunstmuseum_Foto_Jenny Sundby

Fotos: Familie foran Poul Gernes “Drømmeskibet” (1968).
Værker af Peter Louis Jensen, Ragna Braase, Tove Storch og Stense Andrea Lind-Valdan.