Samtidskunst er en betegnelse for kunst, der er produceret nu eller af en aktuel generation af kunstnere – typisk fra 1990erne og frem. Du vil stort set altid kunne se et udpluk af de seneste 30 års samtidskunst på museet.
Mangfoldighed i et udvidet felt
Samtidskunsten er karakteristisk ved stor mangfoldighed. Kunstnerne arbejder ofte på tværs af medier, og bruger det kunstneriske udtryk, der bedst udtrykker værkets idé eller tematik: maleri, videokunst, performancekunst, konceptkunst, installationskunst, digital kunst, interventionskunst og meget mere. Værkerne begrænser sig ikke til fysiske objekter, men kan ligge i en handling, en situation, et sted, en idé, eller en dialog med beskueren. Museet har benyttet samlingens tyngdepunkter som optik for erhvervelser inden for de seneste 30 års kunst.
Omfortolket landskabelighed
Landskabstraditionen i samlingen har dannet afsæt for erhvervelser af både nyfortolkninger af landskabsmaleriet – som f.eks. hos Søren Martinsen – og af konceptuelle fotografier såsom Mads Gamdrups landskabsfotografier styret af tidsintervaller, Olafur Eliassons fotoregistreringer af stensamlinger, Joachims Koesters natlige bylandskaber, Astrid Kruse Jensens iscenesat fotografier af erindringslandskaber eller Per Bak Jensens sært betydningsladede fotos fra forladte områder. Landskabet er også i centrum i videoværker af Peter Land som jæger og Elina Brotherus’ performative videoværker. Landskabet er historisk er blevet hyldet som sublimt, som nationalsymbol, som sjælelandskab eller ekspressiv abstraktion. I samtidskunsten bliver det snarere systematisk registreret, ironiseret, bearbejdet direkte som kunstnerisk materiale eller vist som offer for klimaforandringer.
Minimalistiske og konceptuelle greb
Samlingens fokus på konkret kunst, minimalisme og konceptkunst strækker sig også ind i samtidskunstens nyfortolkning af disse strategier. Værker af bl.a. Sophia Kalkau, kunstnergruppen A-Kassen, Mette Winckelmann, E. B. Itso, Peter Holst Henckel, Ursula Nistrup og Lea Porsager tager formelt, formmæssigt afsæt i de historiske perioder, men kombinerer det indholdsmæssigt med et ønske om at række ud til beskueren og betone sociale, politiske eller samfundsmæssige relationer. Eksempelvis er de tilsyneladende indholdsløse, geometriske kompositioner på Itsos grafiske værker faktisk eksakte gengivelser af opmålingerne af de flugthuller, som undslupne fanger gennem tiden er kravlet ud af.
Materielle samtaler
Som en modvægt til den lidt kølige minimalistiske og konceptuelle linje, har museet også fokus på den materialitet og stoflighed, der præger dele af samtidskunsten. Kunstnere som Martin Erik Andersen, Emil Westman Hertz og Maiken Bent skaber i deres værker sanselige samtaler mellem materialerne – samtaler som det er svært at oversætte i ord, men som mærkes i kroppen. De stoflige sammenstød mellem voks, strik, lænker, karabinhager, stof, planter, lysstofrør, papir, værktøj, flamingo og tekstiler bærer ofte på mange lag af betydninger, og der trækkes referencer på et bredt register af både kunst- og kulturhistorie og populærkultur. For andre kunstnere som Stense Andrea Lind-Valdan er det kropslige og sanselige tilstede som direkte aftryk, idet nogle billeder eksempelvis er malet med tungen.