Lukket nu – Åbent i dag 11:00 - 17:00
Særudstilling

Betty Engholm

Særudstilling

Vestsjællands Kunstmuseum (nu: Sorø Kunstmuseum) åbner udstillingen BETTY ENGHOLM – keramiske figurer.

Der er tale om et uddrag af en stort anlagt udstilling, som Betty Engholm netop har vist i Estland med menneskefiguren og portrættet som de gennemgående temaer.  På Vestsjællands Kunstmuseum er udstillingen centreret omkring syv figurgrupperinger. Hver figur og hvert portræt er unikke i deres form og udtryk, men sat sammen i figurgrupper spiller de op til hinanden og der opstår dialoger. Podierne og soklerne har Betty Engholm skabt som integrerede dele af skulpturerne. Hermed løfter hun i bogstaveligste forstand figurerne fra deres jordiske ståsted og understreger forvandlingen fra virkelighed til skulptur.

Arbejdsprocessen er central for Betty Engholm. Udstillingen vil derfor gennem skitser og studier give publikum lejlighed til at kigge Betty Engholm over skuldrene og få en oplevelse af skulpturens tilblivelse fra skitse til færdigt værk.

Betty Engholm er uddannet på Kunstakademiets billedhuggerskole (1956-1961) som elev af Gottfred Eickhoff. Leret har gennem alle årene været hendes foretrukne materiale, og hun har som keramiker udført en lang række offentlige udsmykninger, bl.a. til Industriens Hus i København, Nytorv i Slagelse, Solgården i Ringsted, Amtsgården i Sorø, Sorø Stolefabrik og Holbæk Sygehus. Karakteristisk for Betty Engholms keramiske udsmykninger er, at de bevæger sig i et grænseland mellem den fri figuration og en brugsrelateret formdannelse, sådan som man ser det i hendes karakteristiske stole- og bænkeskulpturer.