Kærlighed er altid blevet set som en drivende kraft i billedskabelsen. Af kærlighed til nogen eller noget, skaber vi billeder af det. Malerier er blevet kysset, miniaturer båret om halsen, fotos af den elskede sat i tegnebogen og billeder af børnene delt digitalt med hjerter og likes.
Billeder kan afføde reaktioner, som var de personer. De kan udløse kampgejst, kvalme og begær. Men kan man elske billeder? Og hvad vil det sige at elske gennem billeder? Det er grundspørgsmålet bag udstillingen ’Det elskede billede’.
Udstillingen tager udgangspunkt i Sorø Kunstmuseums unikke samling af ortodokse ikoner. Udstillingen sammenstiller ikonerne med billeder fra hele kunstens historie, for på tværs af tid og billedsyn at undersøge de følelsesmæssige bånd, mennesker knytter til og gennem billeder.
’Det elskede billede’ inddrager også museets gæster. I arbejdet med udstillingen er der indsamlet historier om elskede billeder, og fortællingerne om dem får en plads i udstillingen for at vise, hvordan vi bruger og elsker billeder i dag.
Udstillingen reflekterer også over moderne ikoner og hvordan nogle mennesker bliver så populære og elskede, at de bliver til billeder eller ikoner. Andy Warhols ikoniske litografier af Marilyn Monroe (der allerede selv var et elsket ikon) indgår i udstillingen side om side med genstande fra en privat samling af Marilyn Monroe billeder og -genstande, som ejeren nænsomt har indsamlet.
Udstillingen er den anden i udstillingstrilogien ’Billedets magt og modstand’. Den første udstilling ’Det barrikaderede billede’ blev vist i 2023 og den sidste, ’Det opløste billede’, vises i 2027.
Der er fernisering torsdag 6. november kl. 17-18, hvor alle er meget velkomne. Udstillingen varer indtil 22. februar 2026.
Medvirkende kunstnere: Alexander Tovborg (DK f. 1983), Alicia Framis (ES 1967), Andy Warhol (USA 1928-1987), Auguste Rodin (FR 1840-1917), Constantin Hansen (DK 1804-1880), C.V. Eckersberg (DK 1783-1853), Edvard Munch (NO 1863-1944), Gerhard Henning (DK 1880-1967), Hendrick Goltzius (NL 1558-1617), Jens Juel (DK 1745-1802), Johan Georg von Ziesenis (DK/DE 1716-1766), Kirsten Christensen (DK f. 1943), Laure Prouvost (FR f. 1978), Lea Porsager (DK f. 1981), Luise Noora Sejersen (DK f. 1978), Ovartaci (DK 1894-1985), Rasmus Røhling (DK f. 1982), Ruth Campau (DK f. 1955), Ulrike Rosenbach (DE f. 1943) og værker af ukendte kunstnere samt ikoner fra byzantiske, græske, cypriotriske eller russiske skoler
Fotos (øverst):
Edvard Munch: Madonna, 1903, kobberstik. Statens Museum for Kunst. Foto SMK Open / Jakob Skou-Hansen
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A.P Møller Fonden, Beckett-Fonden, Ny Carlsbergfondet, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Hermod Lannungs Museumsfond, Lektor Peer Rander Amundsens Legat og 15. Juni Fonden
Pressefotos til udstillingen kan hentes her. Bemærk at billederne ikke må beskæres eller på anden måde ændres.
Pressekontakt: Vanja Falk
T: 5210 9248
M: vf@sorokunstmuseum.dk