Lukket nu – Åbent i dag 11:00 - 17:00
Særudstilling

Guld og grønne skove: Ordrupgaard 100 år

Særudstilling

Sorø Kunstmuseum greb i 2018 muligheden for at bringe en unik samling af betydelige kunstværker til Vestsjælland. Med denne udstilling præsenterede museet således 95 udvalgte værker fra kunstmuseet Ordrupgaard.

Maleriet Portræt af en dreng, der sensationelt dukkede op på en kunstauktion i år, blev for første gang nogensinde  vist offentligt.
Udstillingen åbnedes af kulturminister Mette Bock fredag d. 5. oktober (åben for publikum fra lørdag d. 6. oktober).

Camille Pissaro, Portræt af en dreng. Foto: Brun Rasmussen

For hundrede år siden havde den velstående forsikringsdirektør Wilhelm Hansen en drøm: Han ønskede at dele sin imponerende kunstsamling med sine medborgere. Og sammen med sin hustru Henny Hansen stiftede han i 1918 museet Ordrupgaard. Her udstillede de en samling af ofte lystbetonede, men dog træfsikre kunstkøb, der blev foretaget i årene fra 1892 og frem til de første franske køb i 1916. Ikke mindst dristige indkøb af tidens unge kunstnere fandt vej til Wilhelm Hansens samling.  
En af Ordrupgaard-samlingens absolutte stjerner, Vilhelm Hammershøi, er således repræsenteret med ni malerier, heriblandt det nyligt erhvervede ”Hvide Døre. Strandgade 30”. 

Vilhelm Hammershøi, Hvide døre, Strandgade 30, 1899. Foto: Anders Sune Berg

Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år tager afsæt i den danske guldalder med mesterværker af Eckersberg, Købke, Lundbye og Constantin Hansen, men den afspejler især Wilhelm Hansens store interesse for sin samtids største kunstnere. Det gælder fynboerne Johannes Larsen og Peter Hansen, og markante navne som Theodor Philipsen, L. A. Ring og Th. Bindesbøll.

Også nogle af de første værker af franske kunstnere, bl.a. maleren Théodore Rousseau og impressionisten Armand Guillaumin er med på udstillingen.

En lille sensation

For første gang nogensinde kan man desuden komme til at se værket “Portræt af en dreng” af den verdensberømte maler Camille Pissarro. Det hidtil ukendte maleri dukkede pludselig op på en dansk kunstauktion i foråret og fik derfor stor medieomtale. Selvom Pissarro primært er kendt som fransk impressionist, var han nemlig livet igennem dansk statsborger – født og opvokset på Skt. Thomas i den daværende koloni, Dansk Vestindien. Der er tale om en absolut ener i dansk kunsthistorie: Et dansk guldalderportræt af en afrikansk dreng, malet af en af de største, franske impressionister – en helt igennem usædvanlig cocktail. 

Fælles jubilæumsår

Begge museer fejrer jubilæum her i 2018: Hvor Ordrupgaard-samlingen runder de 100 år, kan Sorø Kunstmuseum fejre sin 75 års fødselsdag. Dette møde mellem de to ”jubilarer” markerer vi også med nye udstillinger af Sorø Kunstmuseums faste samling af guldaldermalerier og – som en hyldest til Wilhelm Hansens interesse for sin egen samtid – den helt nye samtidskunst.

Ordupsgaards samling er på turné

Det er i anledning af 100-året og i forbindelse med en større udbygning, at Ordrupgaard fejrer sit jubilæum med en slags omvendt fødselsdagsfest, og sender samlingen ud i landet. Guld og Grønne Skove. Ordrupgaard 100 år har således været vist på Holstebro Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum, inden den som det eneste sted på Sjælland, kan opleves i Sorø.
 
Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år er tilrettelagt af Ordrupgaard og Sorø Kunstmuseum.