Lukket nu – Åbent i dag 12:00 - 18:00
Inge Ellegaard 'Trilogi med støvsugere I' (1996-97)_Sorø Kunstmuseum_Foto-Mikkel Kaldal
Særudstilling

Inge Ellegaard

Sorø Kunstmuseum planlægger i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum en udstilling om Inge Ellegaard i efteråret 2024.
Særudstilling

Sorø Kunstmuseum planlægger i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum en udstilling om Inge Ellegaard i efteråret 2024.

Maleren Inge Ellegaard (1953-2010) tilhørte 1980’ernes ’Unge Vilde’ kunstnere, men nåede i sine 57 leveår at udfolde et kunstnerisk talent, der rækker langt udover periodens udfoldelser. Ellegaard var en ualmindelig produktiv maler og medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne og modtager af Eckersbergs Medaille i 2009. Alligevel huskes hun i dag primært for sine maleriske serier af amaryllisser og roser, hvoraf sidstnævnte blev udgivet som frimærke i 2010.    

Inge Ellegaards produktion er kendetegnet ved vildskab, ekspressivitet og tvetydighed. Dette ses udtrykt i hendes markante farvepalet og motivverden, der spænder fra de klassiske myter over blomster og portrætter til løsrevne elementer som hænder, bier, flyvemaskiner og støvsuger, som genbruges på tværs af de enkelte værker og indsættes i nye, ofte humoristiske, sammensætninger. Hun insisterede på at male, hvad der passede hende, uden at skulle forklare sig. Det er det, der giver hendes maleri sin styrke, og formodentlig også det, som gør hendes værk svært at håndtere inden for de kunsthistoriske kategorier. 

Udstillingen åbner torsdag 29. august kl. 17-19 på Sorø Kunstmuseum og vises efterfølgende på Esbjerg Kunstmuseum i foråret 2025. 

Foto øverst: Inge Ellegaard ‘Trilogi med støvsugere I’ (1996-97), Sorø Kunstmuseum. Foto: Mikkel Kaldal.