Lukket nu – Åbent i dag 11:00 - 17:00
Kirsten Kjær selvportræt 1931
Særudstilling

Kirsten Kjær: Et geni med vrangen ud

Kirsten Kjær var portrætkunstens skæve mester
Særudstilling

Maleren Kirsten Kjær (1893-1985) er en ener i dansk kunst. Som en af de eneste kvindelige kunstnere har hun fået sit eget museum, men hun er stort set gledet ud af kunsthistorien. På trods af, at hun var en farverig personlighed, der i sin tid markerede sig på udstillinger i både København og i udlandet, forblev hun en kunstnerisk outsider. Dengang som nu.

Kirsten Kjær var autodidakt med et stærkt, ekspressivt udtryk og fokus på portrættet. En af hendes støtter, kunstkritiker Walter Schwartz, beskrev hende i 1943 som et geni ”Ganske vist et Geni med Vrangen ud engang imellem, sommetider et mislykket Geni – men et Geni i hvert Fald”. I en tid, hvor den kubistisk inspirerede abstraktion var fremherskende, udstak hun en ny linje. Hun ville trække kunsten væk fra den kølige, forfinede interesse for formen, og i stedet, som hun sagde, føre kunsten tilbage til mennesket. 

Hendes originale portrætmalerier emmer af nærvær med deres insisterende blikke, komplekse menneskeskildringer og farvestærke, symbolske baggrunde. Gennem sine portrætter af forfattere, arbejdsløse, politikere, kunstnere og flygtninge under besættelsen skabte hun et stærkt billede af sin tid og dens mennesker. 

Udstillingen laves i tæt samarbejde med Kirsten Kjærs Museum og kunsthistoriker Hanne Abildgaard, der netop er udkommet med en stor forskningsbaseret monografi om kunstneren. 

Der er fernisering på museet fredag d.10. november kl. 17-19.

Vi opdaterer løbende programmet for arrangementer og foredrag i forbindelse med udstillingen.

Foto: Kirsten Kjær: Selvportræt, Paris 1931, Kirstens Kjærs Museum