Lukket nu – Åbent i dag 11:00 - 17:00
Per Bak Jensen ’Industrikvarter I’ (1989) - Sorø Kunstmuseum
Særudstilling

Per Bak Jensen: 'Jeg vil lære om livet'

Retrospektiv særudstilling med fotografier af Per Bak Jensen - én af de helt store pionerer inden for nordisk fotokunst fra 1960'erne til i dag.
Særudstilling

Den danske billedkunstner Per Bak Jensen (f. 1949) er aktuel med en stor retrospektiv udstilling midt i august. Hans fotografier indgår i samlinger på bl.a. MoMA og The Metropolitan Museum of Art i New York, Moderna Museet i Stockholm og Louisiana i Humlebæk. Han er en pioner indenfor sit felt og får nu sin største retrospektive soloudstilling i Danmark med værker fra 1960’erne til i dag.

I sensommerens særudstilling Per Bak Jensen: ’Jeg vil lære om livet’ viser vi den store spændvidde i Per Bak Jensens livsværk – fra de helt tidlige eksperimenter med det fotografiske medie i optagelser fra Zoologisk Have i 1959, over monumentale industrilandskaber fra 1980erne, til landskaber i 1990erne, samt værker af mere undseelige motiver som rosentorne, høstakke og plastik smidt i naturen. En perlerække af værker, der cementerer væsentligheden i kunstnerens værk, og som på fornem vis eksemplificerer hans særlige evne til at indfange stedets og øjeblikkets ånd, nærvær og poesi. 

Stor værkdonation af Per Bak Jensen
Sorø Kunstmuseum modtog i 2022 og 2025 en større donation af Per Bak Jensens værker og er i dag hovedmuseum for kunstnerens livsværk. Per Bak Jensen har boet i omegnen af Sorø gennem mange år, hvilket har forstærket forbindelsen mellem kunstneren og museet.

Per Bak Jensen (f. 1949) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1986 som den første kunstner i Danmark med speciale i fotokunst. Herefter var han lektor i fotografi på Kunstakademiet i København (1986-2009). Han har haft en afgørende rolle i anerkendelsen af fotografiets status som kunst og bærende medie i en billedkunstnerisk praksis og er i dag repræsenteret på museer i ind- og udland. Han er hædret med adskillige priser, bl.a. Eckersberg Medaillen (2005), Thorvaldsens Medaillen (2015) og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat (2009).

Fernisering på Sorø Kunstmuseum
Der er fernisering på den retrospektive udstilling Per Bak Jensen: ‘Jeg vil lære om livet’ torsdag 14. august kl. 17-19, hvor alle er meget velkommen!

Fotos: Per Bak Jensen ‘Industrikvarter I’ (1989), ‘Høst’ (2008), ‘Torn’ (2010), ‘Pelican IV’ (1974) og ‘Industrikvarter XXIV’ (1989).

>> Hent pressefotos